The   beauty    of  the empty space

En beskrivelse af en kunstners arbejde , har både et ydre og indre forhold .

Hvis vi tager det ydre først, består det blot, af de elementer,det fysiske, den

realitet,værket består af, lærred----farver------komposition. Det kan selvfølge-

lig være svært nok at beskrive et billedes kompleksitet, men begreber som

det gyldne snit, eller horisontal,--- vertikal, diagonal-- tyngde--lethed, koldt,

varmt- ,dybde, rum, punkt, linie,flade.Denne sprogbrug er brugbare kvaliteter

og ikke umulige at jonglere med.

Noget helt andet stiller det sig med , hvis forsøget skal udføres med de in-

dre kvaliteter, som prøver at afdække de sjælelige,  følelsesmæssige, til-

stande.

Jeg skal prøve at anskueliggøre , mit ståsted, som kunstner, hvad

der ligger til grund, for mit arbejde, der har stået på i mere end  30 år.

Titlen på mit skrift,YOHAKU NO  BI , betyder “det tomme rums skønhed “ er i flugt, med min dybe følelse, og kærlighed til  zen - kulturen.

Som en metafor, en tilegnelse til Det tomme rums skønhed, som en indre

tilstand af ro , en væren uden tanker, hvor tomhedsnaturen udfolder sin

skabende akt, også kaldet POESIS .

Den kunstens natur, der er uden tid, og derfor besidder det evige NU, det er min vision som  kunstner og menneske.

For mig har det åndelige i kunsten, altid været   “mening”  dvs. det der har

motiveret mig til skaben, er et åndeligt - poetisk forhold til væren, altså

at mit udtryk udsprang af en stræben, mod en bevidsthed  af  ånd_ sjæl,

det indre,  den indre natur, at billedet udtrykte den  natur _ tilstand.

Sådan var, og arbejdede min vision, i mine helt unge år, og sådan er det stadig. Undervejs fra min tidligste ungdom, har jeg søgt forståelse, efter

forløsning, mod en dybere mening med min skaben, derfor blev Paul Klee,

og Kandinskys  skrifter, om det åndelige i kunsten,stof jeg modtog med et åbent hjerte.

Idet hele taget, blev Bauhaustiden, helt mytisk, det var jo en revolutionær

kunstskole,Vores egen Wilhelm Bjarke Pedersen, opholdt sig en periode

der, Ricardt Mortensen, havde også øjnene rettet imod dette sted.

I   1986  mødte  jeg  i Wuppertal ,  en  nær knyttet  elev til  Paul Klee,

Eugen Batz.

Bauhaustiden, blev pludselig kød og blod.

At få Eugen Batz til at se på på min kunst , det var stort, det var væren der

var tømt for tiden.

Dengang,mine visioner startede,havde kunsten et helt andet forhold til

væren,end kunstverdenen har i dag.

Hvis man man ser på  “Samfundslivet”  i dag er det faktisk parallelt med

kunstlivet. Kunsten er blevet mere fysisk orienteret i sit koncept.

De steder hvor  ånd stadigvæk lever i kunsten, leves i stille områder, overdøvet af

modestrømninger,ismer, der kommer og går, Jeg citerer nu skulptøren

Erik Thommesen fra en artikkel, i Politikken den 23 januar 2001.

“Vi lever i adspredelseskulturens epoke,hvor alle bruger navnet kunst i

flæng,ikke tålmodighed og mod til at fastholde kunstbegrebet i sine valg

af præsentationer. Ikke mod til at fastholde billedkunstens identitet som

kunstarten, der uden ord og forklaringer gør formen og farven talende og

udtryksfuld.For formen til at udtrykke, hvad ord ikke kan”.

Citat  slut

Nu er det næsten markedskræfterne der styrer kunsten og kunstnerne.

Engang var det sådan , at var man kunstner, stod man i opposition,til sam-

fundet, på en kærlig måde, fordi kunsten skulle give samfundet , dets olie.

Kunstnerne skulle vise mennesket, i dets mangfoldighed.

Men her , er der sket en forandring, i en uheldig retning.

Fra min tidligste  ungdom var kinesisk filosofi en vigtig inspirationskilde,

TAOISMEN,

En Kinesisk forfatter, Lin Ytang skrev bogen  JORDISK LYKKE , for en ung

mand, på 18 år, blev denne bog af kolossal betydning . Den åndede af poesi,

et billedsprog,der havde en åndelig stimulans, og bogen  “ Den Blå Drage”

af Åge Marcus , disse to bøger lagde sig tungt på mine unge skuldre, men

for mig var det jo visdom, skulle visdom ikke have lov til at være tungt , det

var jo dyb viden, men det passede jo til mit gemyt, det var jo en VEJ i

livet, jeg var på sporet af.

Nu skete tingene ligesom af sig selv, en ny bog kom til, Alan Watts,

Zen-buddhisme .Der så jeg  et billede af en have, (det var i 1969 )men ikke en have,

som mine forestillinger om en have var, men en tempelhave , fra Ryoan-ji,templet i Kyoto, det man kalder  en Kare - Sansui,  have, oversat :

“en tør landskabhave, med revet grus og store sten.”

Dengang forstod jeg vist ikke hvorfor dette billede, gjorde så dybt et indtryk på mig. Men når jeg løfter hovedet op, her og nu, og ser ud af mit store ateliervindue, møder mit øje et rum , bestående  af revet grus og store sten, en såkaldt “ Kare-Sansui have “, og hvor ligger inspirationen _ såmænd i Kyoto , fra et sort/hvid foto jeg så i 1969_ cirklen er sluttet.

Færgemanden har fragtet mig over på den anden bred af floden. Verden

hænger stadigvæk sammen.

Hvad har denne historie, med  mit maleri at gøre?,MEGET, fordi mit maleri nu har fundet sit åndelige ståsted, Man kalder det, “at man finder sig selv.”

Det tager mange år, og så nærmer vi os at forstå, at hvis det indre  arbejde ikke  gøres til bunden, ja ,,,   så høster man ikke. Problemet er jo , at man ikke ved hvornår man høster, og deri ligger forståelsen for skaben.

Jeg kan ikke bestemme, at jeg til  en bestemt dag vil være kunstner-- eller nu vil jeg lave et kunstværk- og det er ikke noget man kan lære. Det er noget der er---du er simpelthen født - begavet med en portion poesi dvs. potentiale til den skabende akt, og det er hele tiden, 24 timer i døgnet, en kunstner er hele tiden på arbejde, derfor udtrykket “ At male uden pensel “ .At lave et  kunst-værk er jo blot at lære at acceptere denne situation.

Det er fantastisk at nå det stade hvor man intuitivt, gør tingene uden tanker og mærker ”Du er dig selv” . Det er et stort gode, at finde sig selv, men en stor disciplin at blive der. Jeg har fundet en verden- , problemet er nu at jeg er helt alene, jeg kan ikke læne mig op af andre , man er blevet forsker, i et univers der er mit, en opdager , der ikke søger løsninger, men forundring, jeg har slået ind til det umulige , det kræver en ærlighed.

Den klassiske tanke ,det er slut jeg kan ikke male mere, min spontanitet er borte, krisen er der nu, nu er man nede på knæ, jeg vil jo prøve at lave det umulige, det visionære,noget andre ikke har skabt .

Det er da en kunstners pligt, at være skabende at forny sindets udtryk . At ophæve dualitet i væren , gennem poesi , det kunstneriske, som er dets æteriske væsen.

Den mentale situation kan være frygtelig anstrengende, det er jo dit liv, du kræver den tilstand af dig selv,  det ville være meget rarere, “ bare lige , at gøre en kunst “ .

Men der siger sjælen Nej....., så det kræver disciplin og tro. Bagefter ,,,,, man glemmer alt om æstetik , mening...,ånd  ...  galerier, hvad andre synes-- der er kun ET ,

processen , NUET , øjeblikket.

Hvor den poetiske dimension er tæt på , er et helligt øjeblik.

Pludselig står man i inspirationens verden- , det er ikke sikkert at man oplever det følelsesmæssigt specielt, men oplevelsen af, at et formproblem pludselig er                   løsnet ,mærkes ganske tydeligt i væren, en glæde strømmer rundt og en åndelig følelse er nær , det emotionelle er blevet skiftet ud med det sensitive.

Man er pludselig blevet fri.

Det er der man kan tale om barnet i een, i kunstneren. Men et alvorligt barn . Det barn er åbenheden, det der kan bevæges .Pludselig er man ikke mere optaget af det æstetiske__,men forstår at noget etisk er dukket frem fra dybet.

Man er levende.

Den viden jeg har tilegnet mig ,i et langt liv med kunst, har det ene formål at gøre mig til et dybere menneske.

At bære sine “sejre” varer kun et øjeblik,men at bære sine “nederlag”,med indsigten fra sejren, der fødes intuitionens dybe reflektion , det kaldes visdom .

Det er mit formål med  at være kunstner.

I mit arbejde som kunstner, har jeg altid søgt  “ I “ en anden bevidsthed, det er ikke noget jeg anstrenger mig for, det har været sådan altid, formålet  med at male det genkendelige , landskaber, opstillinger etc har jeg altid følt var en illusion og ikke skabende kunst for mig.

Jeg ville være direkte i min meddelelse , ingen omveje.

Så hele tiden , var der den bevidsthed , der ville noget dybere , med mig.

I dag kan jeg se , at  mit kunstnergemyt er meget mere tysk end fransk .Det har faktisk afstedkommet en hel del bøvl, fordi man er sig ikke det bevidst , og det betyder faktisk mere end man tror, når man møder andre kunstnere .Et billede er jo  ikke bare et billede, men en kunstnerisk livsholdning.

Det franske har jo påvirket dansk maleri og kultur dybt, og der føler jeg en meget større beslægtethed  med  tysk ånd og kultur.

I den stemning synes  nogle døre at åbne sig, og det er Zen- buddhismen .

I dette område, findes der en æstetik hvor jeg ser mig hjemme .

Zen-mesteren  Shinichi Hisamatsus   har  beskrevet sin fornemmelse for

zen-æstetik , i hans skrift : 

    

                                 Zen-æstetikkens  7  kvaliteter

En af de 7 kvaliteter er  YUGEN  . Når man siger at noget har yugen, betyder det, at det befinder  sig i en sfære som er dyb, ukendt og uudgrundelig

.Yugen er det mystiske, et æterisk dyb eller det åndfulde mørke, som er uerkendeligt, fordi det er hinsides bevidsthedens grænse. det er en umærkelig indføring i tomheds-naturens afgrund i modsætning til den klare manifestation af den kendte virkelighed .

Yugen antyder noget , der ligger udenfor det kunstneriske udtryks mulighed. Det er usynligt, men der anes noget mere, som er både uudsigeligt og grænseløst. Derfor er Yugen også beskedenhed i udtrykket,en særlig fordringsløshed.

Yugen står for en meget fin og næsten usanselig fornemmelse af væren.Der er en gådefuld anonymitet ved de kunstværker , som har yugen, de er ubestemmelige,og indrager noget, som næsten ikke kan skildres.

Tushmalerietets, suiboku, monokrome farver viser det, i og med deres nøjsomme anelsesfuldhed.Yugen forsøger at fortælle mest ,ved hjælp af mindst.

Som naturfænomen,er det en verden af tåge  ,regn , vind og vissent løv. Der er yugen i oplevelsen af en sky-stribe, som passerer månen , og som næsten skjuler den.Og det er yugen i oplevelsen af en tåge , som til slører en rødbrun bjergskråning om efteråret. Yugen er som tusmørket, ikke et skræmmende mørke, men et beroligende mørke.

Man kan ikke læse sig til kunst og udtryk men blive bekræftet i sit inderste dyb , for mig var det at stifte bekendskab med disse skrifter ,  som at se sine visioner skrevet ned. Og så kom det fra en japansk hånd , en  zen-mester  .

“I min gøren brug af  Zen-æstetikken “. Der opstod for længe siden en længsel imod  en spirituel dimension , i forhold til min æstetiske  udøvelse. Enkelhed ,stilhed og tomhed - at finde det udtryk, der fortæller om mere end det man ser, eller at udtrykke det usynlige, at ophæve dualitet, fordi alt er inden i mennesket og udenfor er illusion. Det er bevidstheden i væren  jeg søger  at udtrykke, ikke som et billede et landskab, eller noget andet

fra den synlige virkelighed,men et rent udtryk  for den poetiske tilstand fra det skabende sind, der var det da , at de 7 kvaliteter i zen-æstetikken

fortalte om noget der var mig langt fra, fremmed.

I zen - buddhismen findes begrebet   Yohaku  no  bi  ,

                             The beauty of the empty space

Det tomme rums   skønhed.

Tomheden er der hvor hvor mit eksistenstielle  nærvær rører  poesiens inderste underlag, der er ingen tanker, det er mit sigte med kunst,fordi det er kunstens væsen ,dens hemmelighed , og dens mystik og ånd.

Denne proces og forståelse vil foranledige mine følelser,til at gøre noget ,de ikke har gjort før, ja næsten er det som om jeg overhovedet ikke ønsker at male, kun hvis jeg ikke kan undgå det, det er som at vende sit hoved bort, men pludselig kan der skylle en  inspiration ind over dig, og nu reagerer sindet af sig selv, du ved hvad du vil, men ikke hvorfor- der findes slet ikke noget hvorfor

for alt er rigtigt, ........  Jeg så det bare ikke lige ....   før.....

 

Så står man der og tænker, det gik da alt for hurtigt. Det er faktisk frustrerende  nogle gange. Man tror ikke at det må gå hurtigt, men kunst er uden for tid, er blot bevidsthed man har været transparent for. Man har ikke engang lavet det , det var  jo lavet, man har været inde i det hemmelige rum, og har fundet det ,der lige passede til mig .Der er jo også andre end mig derinde, de finder det der passer til dem, problemerne kommer først, når

vi kommer ud, og nogle gør det Rigtig meget til Deres.

Selvfølgelig, har man lavet tingen , kæmpet osv, men desværre, glemmer man at være

lidt ydmyg og at sige tak til poesien, det skabende. Men som Sven hauptman , den gamle collagemester, fortalte mig engang,” det tager lang tid at blive ung, meget lang tid, du skal først ud af den hønsegård.”

Til tider får jeg den fornemmelse, at det overhovedet ikke handler om følelser,jeg er slet ikke optaget af det følelsesmæssige som et malerisk udtryk.

F.eks er det ikke farven udtrykt som en farvefølelse, farverne skal udryddes .

Kun hvis farven absolut ikke kan undgåes skal den med.

Jeg søger at farven er mere end en farve, farven skal være et nærvær, det smukke er ikke farven men det der er bag ved farven.

Maleriet er ikke billedet , kunsten er det der bliver rørt i mig, der foregår det , derfor er etikken meget vigtig at begribe som kunstner.

Kunst er mystik,bør være mystik, være det som ord ikke kan udtrykke.

Det er billedet der er autoriteten ,  ikke beskueren .  Der skal ikke digtes videre,  forestilles  , at ligne , det eneste er at være åben - at se - uden hele den bagage beskueren ofte slæber rundt med, især kunstskribenter.

Der er musik, der er svært tilgængeligt, sådan kan det også være med billeder, men så må man træne, at se med sin intuition, tænde den visionære lygte,se med hjertet.

Måske ser man yugen “det ukendte uudsigelige mystiske”.

Mu-tei : ingen bund , det bundløse dyb.

Derfor er det et stort ansvar ,der hviler på en maler, en kunstner, man siger jo noget hver gang, et menneske lader sit øje hvile, på ens billede. Og jeg vil gerne fortælle om den ægte vare.

                               

                                                      Kim Bo Hansen  Maj 2001    ( revideret 2009)